Udsættelse for bisphenol og knogletæthed blandt 7-årige børn
Dansk lægmandsresume - Publikation fra juni 2024
Af ph.d.-studerende Annika Sigvaldsen.
Bisphenol-A (BPA) er et kendt hormonforstyrrende stof, der anvendes i flere dagligdagsting som eksempelvis fødevareemballage, kasseboner, legetøj og tandfyldninger. Grundet BPA´s hormonforstyrrende effekt på mennesker er anvendelsen af stoffet blevet begrænset, og i stedet anvendes ofte substitutionsstoffer som bisphenol-F (BPF) og bisphenol-S (BPS).
Udsættelse for bisphenoler er fundet sammenhængende med mindsket knogletæthed i både dyre- og humane studier, men kun tre tidligere studier har undersøgt børn. Knogletætheden grundlægges i barndommen, hvorfor en mindsket knogletæthed hos børn på længere sigt kan få konsekvenser for knoglesundheden som voksen og medføre en øget risiko for frakturer og knogleskørhed.
I Odense Børnekohorte har vi målt BPA i urin fra mødre under graviditeten og 3 forskellige bisphenoler (herunder BPA; BPF og BPS) i urin fra børn, der deltog i 7-års børneundersøgelsen. Vi kunne måle BPA i urinen hos 84% af alle mødre og 96% af alle børn, dog i relativt lave koncentrationer i forhold til andre undersøgelser. Ved 7-års børneundersøgelsen blev børnene tilbudt en DXA-skanning (Dual-Energy X-ray Absorptiometry-skanning), hvorudfra knogletætheden blev bestemt.
Vi fandt ingen sammenhæng mellem BPA målt i mødrenes urin og knogletæthed hos 7-årige børn. Vi fandt ligeledes ingen sammenhæng mellem BPF og BPS målt i 7-årige børns urin og deres knogletæthed. Dog fandt vi en lavere knogletæthed hos de 10% drenge med den højeste BPA koncentration i urinen.
Selv blandt disse lavt eksponerede børn er der således mistanke om, at BPA kan påvirke knogletæthed, så det er vigtigt, at vi følger disse børn gennem puberteten for at se, om fundene er vedblivende.
Bisphenol-A (BPA) er et kendt hormonforstyrrende stof, der anvendes i flere dagligdagsting som eksempelvis fødevareemballage, kasseboner, legetøj og tandfyldninger. Grundet BPA´s hormonforstyrrende effekt på mennesker er anvendelsen af stoffet blevet begrænset, og i stedet anvendes ofte substitutionsstoffer som bisphenol-F (BPF) og bisphenol-S (BPS).
Udsættelse for bisphenoler er fundet sammenhængende med mindsket knogletæthed i både dyre- og humane studier, men kun tre tidligere studier har undersøgt børn. Knogletætheden grundlægges i barndommen, hvorfor en mindsket knogletæthed hos børn på længere sigt kan få konsekvenser for knoglesundheden som voksen og medføre en øget risiko for frakturer og knogleskørhed.
I Odense Børnekohorte har vi målt BPA i urin fra mødre under graviditeten og 3 forskellige bisphenoler (herunder BPA; BPF og BPS) i urin fra børn, der deltog i 7-års børneundersøgelsen. Vi kunne måle BPA i urinen hos 84% af alle mødre og 96% af alle børn, dog i relativt lave koncentrationer i forhold til andre undersøgelser. Ved 7-års børneundersøgelsen blev børnene tilbudt en DXA-skanning (Dual-Energy X-ray Absorptiometry-skanning), hvorudfra knogletætheden blev bestemt.
Vi fandt ingen sammenhæng mellem BPA målt i mødrenes urin og knogletæthed hos 7-årige børn. Vi fandt ligeledes ingen sammenhæng mellem BPF og BPS målt i 7-årige børns urin og deres knogletæthed. Dog fandt vi en lavere knogletæthed hos de 10% drenge med den højeste BPA koncentration i urinen.
Selv blandt disse lavt eksponerede børn er der således mistanke om, at BPA kan påvirke knogletæthed, så det er vigtigt, at vi følger disse børn gennem puberteten for at se, om fundene er vedblivende.