Spring til indhold

Kortisol i graviditeten og børns tidlige sprogudvikling

Lægmandsresume fra 8. august 2023

Af læge og ph.d.-studerende Anja Fenger Dreyer

 

Binyrebarkhormonet kortisol er kendt som et stress hormon, men kortisol spiller også en vigtig rolle i graviditeten. Kortisol modner barnets organer - herunder også hjernen. I løbet af graviditeten stiger niveauet af kortisol hos den gravide kvinde og i den sidste del af graviditeten tredobles moderens mængde af kortisol. Små børns sprog påvirkes af flere faktorer i graviditeten og barnets ordforråd fortæller noget om barnets boglige udvikling.

 

I dette studie ønsker vi at undersøge, om de høje niveauer af kortisol i slutningen af graviditeten hænger sammen med bedre sprogudvikling hos børnene.

 

1093 mor-barn-par fra Odense Børnekohorte er med i dette studie. Mødrene har fået målt kortisol-koncentrationen ved en blodprøve i slutningen af graviditeten. Forældrene udfyldte spørgeskemaer om barnets sprog hver 3. måned fra 1 til 3-års-alderen. Ud fra spørgeskemaerne kan man se hvilke ord barnet forstår (det receptive ordforråd) og hvilke ord barnet kan sige (det produktive ordforråd).

 

Vores undersøgelse viste at en højere kortisol-koncentration hos den gravide kvinde hang sammen med bedre sprogudvikling hos børnene. Hos pigerne så vi en bedre udvikling i det receptive sprog, mens drengene havde en bedre udvikling i det produktive sprog.

 

Konklusion: Et højere kortisol-niveau hos moderen ser ikke ud til at være skadeligt for barnets sprog, snarere tværtimod, men vi skal dog huske at flere faktorer påvirker børns sprog-udvikling.


Studiet er blevet omtalt i The Wall Street Journal og i Journal of Neuroendocrinology:

Prenatal Stress May Make Children More Verbal - Susan Pinker Author

Journal of Neuroendocrinology

 

Læs publikation 108 her